Dear Digital Diary
Et fireball indsigtsstudie

Mit VerdensFilter

Mit VerdensFilter.

 

Den anden fundamentale driver for danskernes digitalitet er muligheden for at kunne tilpasse den strøm af nyheder, man modtager. Så vi kan se det, der interesserer os, og høre dem vi gider lytte til. Farvel flow TV, farvel papiravis. Vi har alle sammen fået mulighed for at blive redaktører for vores eget nyheds- og livsstilsmagasin. En af dem, der udnytter denne mulighed, er Caroline på 53, der som supplement til sin daglige Politiken, nyder at bruge Facebook, som hun selv kalder et dagligt ’ugeblad’. Hun forklarer, at hun meget bevidst sammensætter en unik feed af nyhedsmedier, interesseorganisationer (som Danmarks Naturfond og feministiske organisationer) med nyheder fra folk af anden politisk overbevisning end hende selv. Det giver hende en feed, der med hendes ord udfordrer mit verdensbillede.

Samme bevidste brug af Facebook har Asger på 35. Han arbejder som journalist og bruger målrettet sin feed til research. Hvad rører sig i medierne, og hvad er dagsordenen hos de meningsdannere, han nøje har valgt at være venner med.

 

Facebook er et moderne ugeblad.

 

En verden af influencers og followers

Generelt kan man konstatere, at Facebook har ændret sig fundamentalt fra at være vores online ven/venindebog til at være et primært nyhedsmedie. Der lukkes mere og mere af for dem, der kun broadcaster fra deres frokosttallerken og familiearrangementer. I stedet kuraterer vi kuratorerne, så vi ikke bare følger strømmen, men dem der skaber den. Tag Albert på 10. Han har definitivt droppet fjernsyn til fordel for YouTube. Han følger en håndfuld YouTubere og deres anbefalinger i forhold til, hvad han ellers skal se, spille eller endda prøve af nye produkter. Der kan man tale om indflydelse. En indflydelse, der i øvrigt langt overgår den, som traditionelle Hollywood stjerner kan håbe på at opnå. Det amerikanske blad Variety har i 2015 lavet en liste over de mest indflydelsesrige stjerner blandt amerikanske 13-18 årige, når det kommer til at inspirere til forbrug. Her er 8 på top 10 kendt fra YouTube. Kun Bruno Mars og Taylor Swift får sneget sig ind.

 
 

I Danmark hedder den mest kendte YouTuber Armin Merusic. Han fylder 18 i år, spiller Fifa, spiser durum og har 200.000 følgere. Hans videoer er set næsten 60 mio. gange. Meget godt gået af en dreng fra Kolding. Til sammenligning var der 25.000, der så den nyeste udstilling på Koldinghus sidste år. Det var i øvrigt besøgsrekord. Godt så. Verden bliver delt i to slags mennesker. Dem der følger og dem man følger. Mere om hvordan det traumatiserer en ny generation i et senere afsnit.

 
 

With great power comes great responsibility

Er man så heldig at have fået følgere, følger et vigtigt ansvar. At respektere den præmis, man blev lukket ind på. Vi oplevede gang på gang, hvordan folk følte sig forrådt af personer eller brands, de havde valgt at følge, når indholdet af det sendte skiftede karakter. Mathilde på 28 fortalte om en kjoledesigner, hun havde valgt at følge på Instagram, som pludselig supplerede sit design med billeder af hendes kæreste og søsters baby. Som Mathilde meget kontant erklærede: Jeg har valgt dig på grund af dit design. Så må du få en anden konto til det andet der! 

Denne indholdskonsistens bliver endnu mere vigtig, når det gælder brands. Det kan ikke nytte noget, at man hiver folk ind med noget lækkert content den ene uge, hvis man så den næste slår over på autopilot og sender sløje produktshots eller reklamebudskaber. Så er det meget bedre helt at holde en pause. Herudover bør man overveje om alt det indhold man har, skal sendes ud via den ene og samme kanal. Tag H&M. Følger man dem på Instagram, kan man ikke nøjes med at få dametøj. Næh. Man får også lige herrekollektionen og bag scenen billeder fra deres fotoshoots. For meget der, efter min mening, er for lidt relevant.

 
 
Jeg har fulgt Carlsberg men vil faktisk unfollow dem. Jeg likede dem, fordi de havde en kunstfotograf, der tog interessante billeder, men lige pludselig stoppede det, og nu sender de mig alt muligt andet. Reklamer. Gamle reklamer. Virkelig kedeligt.
— Harald, 18 år
 

Vi lukker af for dem, der ikke overholder den premis, de blev lukket ind på

 

For hvad er den største årsag til, at man bliver træt af brands på Social Media?Ifølge en helt ny britisk analyse er det mest udbredte svar, at brands bombarderer én med for meget indhold. Hele 64% af forbrugerne er faktisk villige til at stoppe med at bruge et socialt medie, hvis de bliver bombarderet med for meget indhold. Det overgår både negativ omtale, at brandet ikke svarer på henvendelser, og at brandet lyver om ægtheden af det indhold, de bringer(CIM (The Chartered Institute of Marketing). -Keep Social Honest- Censuswide, juni 2016. Fundet via emarketer.com).

Giv mig kontrol over mit input

Vi elsker den magt digitale platforme giver os i forhold til at redigere vores nyhedsstrøm. Vi vil have at virksomhederne respekterer den, og vi vil have hjælp til at kunne forvalte den endnu bedre. Ikke så meget en mulighed som et krav, du som virksomhed bliver nødt til at imødekomme. Til inspiration har vi på baggrund af vores indsigter defineret 2 måder, du kan hjælpe din målgruppe med at få og bevare kontrollen. De kommer her.

VIPindgange

Den ene måde man kan hjælpe sin målgruppe med at få kontrol over deres input, er ved at tilbyde dem en eksklusiv og skræddersyet indgang. Hvor de kan møde virksomheden eller brandet på egne præmisser. Hvor H&M kører hele kollektionen ud gennem samme Instagram-konto, opererer Nike mere kundevendt. Niketraining, Nikerunning, Nikegolf, Nikefootball, Nikeskateboarding etc. Det gør, at min interesse føles særligt prioriteret. Jeg skal ikke bare ind af brand hovedindgangen sammen med alle de andre. Og automatisk får jeg skræddersyet det indhold, de sender mig.

 
 

Et andet nævneværdigt eksempel er Netflix, der skabte en fin skræddersyet kampagne i forbindelse med genlanceringen af tv-serien Friends i april 2016. The Friendly Campaign var bygget op omkring korte klip fra serien, der kørte som prerolls(Pre-rolls er de små reklamer, du tvinges til at se, inden den video, du har søgt på) på YouTube, med den smarte detalje at preroll’en tilpassede sig den søgning, der var foretaget. Havde man søgt på ’cute cats’, fik man vist den scene fra Friends, hvor Rachel får en skaldet kat. Havde man søgt på ’makeup tutorials’ fik man vist den video, hvor Joey reklamerer for japansk kosmetik. Med 236 afsnit at tage af kunne de lave skræddersyede trailers til de mest populære søgninger under overskriften: Ligegyldigt, hvad du kan lide at se, så er det med i Friends. En eksklusiv skræddersyet indgang til alle.

BrandSnacks

Den anden måde man kan give forbrugerne mere kontrol er meget ligeud ad landevejen. Det handler om at begrænse sig. Vi vil have lov til at snacke af brands og kun modtage de bidder, vi finder mest interessante og tillokkende. Det betyder, at brands skal gøre op med den måde, de fortæller om sig selv på. På de sociale medier må aviserne sælge sig historie for historie. Vise sig selv i så mange glimt at folk til sidst får lyst til at købe hele pakken. Det samme er tilfældet med brands. Det er smagsprøven, der skal give os appetit på resten.  Af alle de mennesker vi talte med i forbindelse med dette studie, sagde ikke én eneste, at de fik for lidt tilsendt fra de brands, de fulgte. Til gengæld var der mange, der sagde, at de fik for meget. Manglen på kontrol over mængderne og manglende relevans i det tilsendte gjorde dem ofte frustrerede og efterlod dem ikke med andet valg end helt at slukke for indholdsstrømmen. Selv fra brands og virksomheder de aktivt havde valgt at følge.

 
 

Her er der også plads til at være kreativ, som da Carlsberg lancerede skønhedsprodukter til mænd, baseret på restproduktionen fra øllet. Det var en overraskende ny bid af brandet, der hurtigt rejste fra mobil til mobil. Hvor Nike var de første til at strikke en sportssko, så kommer Adidas nu stærkt igen. Med en sko, der er strikket af plastik fundet i havet. Allerede længe før lanceringen af skoen, var Adidas x Parley vandret tværs over de digitale platforme med sit cool design og sin innovative og bæredygtige teknologi. Et godt eksempel på en lille bid, der bærer på en stor brandhistorie.Med VIPindgange og BrandSnacks kan du give din målgruppe større kontrol med deres input og dermed understøtte en af de kvaliteter, danskerne værdsætter allermest ved de digitale medier.

 

 

Læs mere